
17
Hos Per og Boe Østergaard,
BEDRIFTSBESØG I/S Østergaard, Andst
VJ Hillario datter fra Østergaard.
Endnu et spændende besøg lørdag og denne gang på Østergaard,
som ejes af brødrene Per og Boe Østergaard.
Familierne, som er involverede, er Boe og Betina (lægesekretær) og
datteren Ella, Per og Lisa (fysioterapeut) og sønnerne Mikkel og Andreas,
samt Boe og Pers forældre Astrid og Flemming.
Astrid hjælper med forplejning, børnepasning m.m., når der er pres
på, og Flemming hjælper alle steder (uden at være forpligtet til det).
I/S blev etableret i 2011 med Per og Boe som 2. generations ejere
efter deres forældre. Gårdanlægget er bygget på bar mark i 2007,
hvor 230 køer fra forældrenes gård og 130 køer fra Per’s gård blev
grundstammen i den nye besætning, som nu er oppe på 630 køer. Alt
opdræt er på to andre ejendomme. Kalve og løbekvier på Hørregård
og drægtige kvier på Lysgård.
Ud over Jens Jørgen, som har været på gården i 15 år, arbejder også
Christina, Sasha, Lena, Serhii, Alexander, Alex, Oleksii, Anzhela og de
to ejere med dyrene, og Christian er markmand.
Jens Jørgen og Per har hovedansvar for dyrene, mens Boe har hovedansvar
for fodring og markdrift.
Besætningen malkes i en Strangko malkekarrusel med 50 pladser.
Ydelsen er på 7.374 kg mælk med 476 kg fedt og 313 kg protein.
Køerne er opdelt i 3 hold, hhv. 1.-2. kalvs, 3.-4. kalvs og ældre køer.
Der fodres én gang dagligt med en foderblanding bestående af majs,
græs, soya og rapskager, majs/roe mix, korn, melasse, vand og mineraler
med fedt.
Der anvendes insemineringsplan med vægt på gode lemmer og god
sundhed. Produktionen kommer, når bare køerne fungerer godt.
Historisk har Østergaard været meget involveret i Jerseyavlen. Seneste
skud på stammen er VJ Hove (VJ Hjern x VJ Lure), som er én af
vores bedste døtreafprøvede tyre med +16 i NTM.
Gården og besætningen blev gennem en lang årrække drevet økologisk
men drives nu konventionelt. Skiftet har gjort det muligt for
Østergaard at blive recipientbesætning for VikingEmbryo, hvilket betyder,
at hovedparten af de Jerseyembryoner, som udskylles af Vikings
donorkvier, lægges i besætningens kvier. Dette betyder, at antallet af
kalve stiger og derfor udvides forholdene på Hørregård i år.
Under besøget vil der blive et kort indlæg om VikingEmbryo og
ilægning af embryoner ved inseminør Lars Højsager og ansvarlig for
VikingEmbryo projektet Morten Hollensen.
Glæd jer til et spændende besøg hos Østergaard.
Vi slutter årsmødet af med frokost hos Per og Boe.
Familierne Østergaard Boe, Betina og Ella & Per, Lisa, Andreas og Mikkel.